Interview: Koppers ser nye forretningsmuligheder i batteriteknologien

15. december 2022

Koppers Denmark har de sidste år arbejdet på en proces, der kan lave et rent beg fra virksomhedens tjæredestillationsanlæg i Nyborg. Leder for procesoptimering i Koppers, Michael Malmqvist, kontaktede DaCES arbejdsgruppe for batterier for at høste erfaringer og gode råd til markedet for batterier.

Af Mette Tolling, DaCES

Koppers er en over 100 år gammel virksomhed med hovedsæde i Pittsburgh, USA. Den danske afdeling driver et tjæredestillationsanlæg i Nyborg, som årligt destillerer 300.000 tons tjære til bl.a. aluminiumindustrien.

Over en årrække har Koppers Denmark udviklet et anlæg, der kan producere renere beg, som kan anvendes på anode-siden i batterier. Anlægget er et nicheprodukt i Koppers forretning. De har derfor brug for sparring og kendskab til branchen.

”Min primære årsag til at melde Koppers ind i DaCES er at finde netværk og sparring inden for branchen og finde potentielle partnere i Danmark, som vi kan støtte vores procesoptimering op ad,” siger Michael Malmqvist, som leder Koppers’ procesoptimering.

Foto: Koppers
Michael Malmqvist er leder af Koppers’ procesoptimering. Foto: Koppers

Michael Malmqvist tog derfor ved DaCES Årsmøde kontakt til formand for Arbejdsgruppen for batterier i DaCES, Søren Dahl, der er forsknings- og udviklingsdirektør hos Topsoe.

De mødtes efterfølgende med et par andre fra batteriarbejdsgruppen til en snak om markedet for udvikling og afsætning af batterier. Til mødet fik Michael Malmqvist både lavpraktiske råd til opsætning og test i fuldskala, mens der var overordnede råd til strategien.

”Jeg fik gode indspark, som jeg kan gå videre med. Jeg blev blandt andet opfordret til at se bredere ud og fokusere mere på værdiforøgelsen ved vores produkt i stedet for at fokusere på performance. Det har fået mig til at lægge mere fokus på, hvordan vores komponent kan værdiforøge de produkter, der allerede eksisterer på markedet,” siger Michael Malmqvist.

15000 tons i 2023

Koppers ser store muligheder i batterimarkedet og vurderer, at markedet de kommende år vil eksplodere. Virksomheden vil derfor gerne udvide forretningen med produkter til batteriteknologien.

Michael Malmqvist arbejder derfor på at et fuldskalaanlæg, der kan producere 15.000 ton rent beg blandet andet til batterier, skal være i drift i slutningen af 2023.

Koppers produkt skal coate grafitten på batteriet, så batteriet yder bedre. Koppers udgave er solventfri og anvender ikke de stærke opløsningsmidler, der normalt anvendes. Det er der både fordele og ulemper ved, forklarer Michael Malmqvist:

”Det er klart, at vi afskærer os fra de producenter og udviklere, som anvender solvent. Men til gengæld tiltrækker vi også partnere, der er interesserede i en mere bæredygtig produktion af batterier. Vores fremstilling af materialet er for eksempel mere skånsomt for lokalmiljøet og de ansatte, der arbejder med det.”

Michael Malmqvist genkender også behovet for at reducere afhængigheden af sjældne jordarter og handlen med lande som Kina. Her kan Koppers produkt erstatte grafit fra Kina:

”Vores produkt er lavet i Danmark, så der er bestemt en europæisk vinkel, som hjælper i samarbejdet med andre virksomheder. Helt grønt er vores produkt ikke, for det kommer fra stenkulstjære. Men det er produceret under gode forhold, og vores anlæg er eldrevet, hvilket er noget, der koster os lidt mere. Men vi ser det som en fremtidssikring at køre på el i stedet for en gasbrænder, som ville have været en billigere løsning,” siger han.

Stordriftens fordele

Men det kommer til at tage nogle år, før Koppers får volumen på, da der mangler aftagere af de store mængder beg.

”Vi mangler nogen, der er klar til at aftage nu. Vi vil gerne sælge 10.000 ton på årsbasis. Det er det, vi kan. Det er også én af vores fordele, at vi har en storproduktion, der giver ensartet kvalitet,” siger han.

Fordelene for Koppers er dog, at der vil være andre aftagere end batteriproducenter af anlæggets rene beg. Det gør det muligt for Koppers at satse på at producere 15.000 ton årligt uden forretningen bliver sårbar over for markedet.

For at speede processen op samarbejder Michael Malmqvist med professor ved Aarhus Universitet og næstformand i Arbejdsgruppen for batterier i DaCES, Dorthe Ravnsbæk, for selv at blive endnu skarpere på deres produkt.

”Jeg har også andre ting i pipelinen ud over vores coating-produkt, som jeg gerne vil bringe i spil om et par år. Der får jeg brug for noget sparring med Dorthe, som har stor viden om batterier,” siger han.