DaCES har ved indgangen til 2023 udpeget en ny næstformand i styregruppen. Det er Lars Ditlev Mørck Ottosen, som er institutleder og professor ved Institut for Bio- og Kemiteknologi på Aarhus Universitet. Han glæder sig til at blive en del af formandskabet og bidrage til DaCES’ udvikling.
Af Julie Søgaard
Lars Ottosen overtager posten som næstformand for DaCES fra Søren Linderoth, der er institutdirektør og professor ved DTU Energi. Søren Linderoth fortsætter som menigt medlem af styregruppen.
Posten som næstformand i DaCES varetages på skift af en repræsentant fra universiteterne.
I forbindelse med sin tiltrædelse som næstformand, har vi interviewet Lars Ottosen om hans nye rolle i styregruppen, hvor han indtil nu har været menigt medlem, og hans forventninger til DaCES.
Og her ser Lars Ottosen DaCES som en organisation, der har fokus på den langsigtede, strategiske forskning samt udvikling af uddannelse og kompetent arbejdskraft til den grønne omstilling.
”Det er et fokusområde, som er helt særligt for DaCES. Omdrejningspunktet for Dansk Center for Energilagring er at udvikle og understøtte et tæt samarbejde mellem de forskningsintensive virksomheder og vidensinstitutionerne som universiteter og GTS’er,” siger han.
Lars Ottosen vil arbejde for at DaCES meget tydeligt understøtter og italesætter behovet for at strategisk forskning og uddannelse inden for energilagring er afgørende elementer, hvis vi skal lykkedes med den grønne omstilling.
” DaCES skal styrke de partnerskaber, vi skal have med de forskningsintensive virksomheder, som jo er rygraden i den strategiske forskning,” siger han.
Danmark skal i de kommende år træffe nogle vigtige valg inden for udviklingen af vores energisystem, og her ser Lars Ottosen helt klart, at DaCES skal spille en rolle i kvalificeringen af disse valg.
”Energilagring er en ung og umoden sektor. Der findes selvfølgelig allerede teknologier på hylderne og der er ingen undskyldning for at bremse den grønne omstilling, men der er et kæmpe behov for fortsat at udvikle nye og bedre teknologier og have forskningen som både inspiration, afsæt og vidensleverandør til virksomhederne,” siger han.
Desuden skal man ifølge Lars Ditlev Mørck Ottosen have en kritisk mængde forskning alene for at kunne uddanne kompetencer nok til sektoren.
”Alle erhvervseventyr i den grønne omstilling baserer sig jo på, at vi har en forskningsbaseret uddannelse, der leverer noget arbejdskraft til sektoren. Samtidig er det de konkrete projekter med industrien, som giver resultater, der kan kommercialiseres og omsættes til produkter,” siger han.
Lars Ottosen vurderer, at efterspørgslen på større, missionsdrevne initiativer er voksende.
”Der ser jeg, at DaCES alene med sin eksistens og sine netværksaktiviteter i energilagringssektoren har en høj værdi i forhold til at kunne etablere og igangsætte missioner,” siger han.
Lars Ottosen understreger, at det er et imponerende og næsten enestående stykke arbejde, der er foregået i DaCES for at bringe danske vidensinstitutioner sammen i en national koordinering.
”Det politiske system har pisket universiteterne ud i en benhård konkurrence om opmærksomhed og forskningsmidler. Her har DaCES leveret en rettidig samling af kræfterne på tværs af vidensinstitutioner og forskningsintensive virksomheder på en konsensusskabende måde,” slutter han.