Klimarådet: Energilagring kan bidrage til sikker elforsyning med sol og vind

9. maj 2023

Klimarådet har den 9. maj udgivet sin analyse ”Sikker elforsyning med sol og vind –  Mulige løsninger for et fremtidigt elsystem under pres”. Her fremhæver Klimarådet energilagring som et vigtigt element, hvis vi fortsat skal have et stabilt energisystem, der primært er baseret på de vedvarende energiformer.

Ellagre er meget lidt udbredt i det danske elsystem i dag. I fremtiden kan denne type anlæg komme til at spille en væsentlig større rolle, når der bliver behov for nye teknologier, som kan udligne forskelle mellem elforbruget og den uregulerbare elproduktion fra sol og vind. En oplagt lagringsteknologi i denne sammenhæng er såkaldte termiske lagre, hvor store mængder strøm kan lagres for relativt begrænsede omkostninger. Et termisk lager fungerer ved, at et materiale som fx sten opvarmes til en høj temperatur ved hjælp af elektricitet. Et opvarmet lager vil så på et senere tidspunkt kunne generere elektricitet,” skriver Klimarådet.

Anne Marie Damgaard er sekretariatschef i DaCES.

Det glæder sekretariatschef i DaCES, Anne Marie Damgaard, at Klimarådet understreger vigtigheden af energilagring generelt og især termisk energilagring i fremtidens energisystem.

”Danmark har netop en enestående erfaring med udvikling af store damvarmelagre at trække på, når det gælder energilagring og den grønne omstilling, samtidigt med at en række mindre danske virksomheder har udviklet teknologier, der kan lagre energien i salt eller sten. Hertil kommer, at vi har stærke videns- og forskningskompetencer inden for termisk energilagring på universiteterne og hos Teknologisk Institut, som understøtter, at Danmark kan være frontløber på at udbrede disse løsninger globalt,” siger hun.

Anne Marie Damgaard medvirkede i et indslag i TV2 Nyhederne kl. 19, hvor vinklen på Klimarådets analyse netop var energilagring. Her understregede hun, at vi i Danmark har forskning og teknologier, der er klar til at komme ud over rampen. Så Klimarådets udmelding er klar tale på et godt tidspunkt.

Desuden valgte EnergiWatch at omtale DaCES’ kommentar til Klimarådets analyse.

 

Læs analysen