Tid: 14. juni kl. 17-17:45
Sted: Røgeriets Debattelt – F12
Vi skal dekarbonisere vores økonomi så meget som muligt af hensyn til klimaet. Det er de fleste enige om. Men hvor meget kulstof har vi egentlig fortsat brug for i en fossilfri fremtid, når vi har elektrificeret og effektiviseret alt det, vi kan? Hvor skal vi bruge kulstoffet, hvor skal det komme fra og kan vi ligefrem komme til at mangle kulstof? Hvor meget CO2 kan vi opfange og ikke mindst hvordan? Skal Danmark have en kulstofstrategi? Vi tager hul på debatten sammen med forskere og en virksomhed, der allerede arbejder med udfordringen.
Deltagere:
Anne Marie Damgaard, direktør, Dansk Center for Energilagring (DaCES)
Claus Beier, professor, Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet
Lasse Rosendahl, professor, Aalborg Universitet
Marlene Christensen, Business Director, Crossbridge Energy Fredericia
Julie Søgaard, moderator
————————
I samarbejde med Triangle Energy Alliance (TEA), og Food & Bio Cluster Denmark satte DaCES allerede fokus på denne dagsorden på konference Kulstof2024 hos Crossbridge Energy i Fredericia den 30. april.
Den begrænsede opmærksomhed på kulstof, der er i dag, står slet ikke mål med de enorme udfordringer, vi står overfor. For gennem den nødvendige udfasning af fossile kulstofkilder kommer vi til at mangle kulstof til produkter, processer og energi.
Så allerede nu kan man se frem til konferencen Kulstof2025 næste år.