MissionGreenFuels: Projekt vil gøre brint 14-20 procent billigere

5. februar 2024

MissionGreenFuels præsenterede for nylig de 12 projekter, der har fået støtte fra partnerskabets Pool 2. DaCES er en del af sekretariatet i MissionGreenFuels og understøtter 6 af disse projekter. Et af dem er projektet H2-SAF. 

Af Julie Søgaard

Projektleder: Lars Pleth Nielsen, CEO, Advanced Surface Plating
Projekt: H2-SAF

Hvordan passer det her projekt som en brik ind i en den grønne omstilling?

Hvis man kigger på, hvad der er oppe i medierne, og hvis man læser EU’s guidelines og forslag til, hvordan vi gør verden grønnere, jamen så indgår ordet brint i rigtig mange af afsnittene. Og det er jo det, vi arbejder med i Advanced Surface Plating, hos HydrogenPro i Norge, på vores fabrik i Kina og sammen med vores europæiske partner (ANDRITZ) samt vores kommende produktionsfacilitet i USA.

Vi laver alkalisk elektrolyse. Så det vil sige, at vi leverer enhederne, der kan producere brint. Og kan vi lave billigere brint, jamen så bliver det jo mere interessant for slutbrugerne. Slutbrugerne er alle dem, der vil bruge brint til opgradering af biogas for at lave mere metan eller metanol eller dem, der vil gå hele vejen til SAF og syntetiske brændstoffer. De har altså allesammen brug for brint. Og derfor er vores platform ekstremt vigtigt.

Kan du uddybe, hvad formålet er med projektet?

Vores forhåbning er, at vi kan producere brinten 14-20% billigere. Og det er selvfølgelig ikke hele mængden af brint, der bare bliver til SAF, men vi tror på, at hvis vi kan lave brinten billigere, jamen så kan SAF blive 3-4% billigere. Vi skal dog ikke lave SAF. Det er uden for vores kompetencer. Vi vil gerne interagere med nogle slutbrugere, som interesserer sig for SAF, metan eller metanol. Vi kan komme med brint-delen af det, og så kan vi lave fællesprojekter med slutbrugerne.

Derfor synes jeg, at vi passer ret godt ind i MissionGreenFuels. Fordi brint er en vigtig del af at få grønne brændstoffer.

Kan du se nogle synergier med de andre projekter i Pool 2?

Et af projekterne vil jo tilføje brint til fermenteringen i biogas og dermed få øget procentsatsen af metan i forhold til CO2. Så der mangler de jo brint. Og skal det skaleres op og har de brug for rigtig meget brint, så er vi jo til stede for at kunne bidrage til det.

Der er desuden nogle, der har projekter med ammoniak. De bruger også brint. Så der er mange mindre projekter og delprojekter i hele konsortiet, hvor vi spiller ind. Men jeg kan så sige, at ulempen er lidt, at hvis vi skal levere en brint-enhed, er den stor. Så det kræver, at en slutbruger er af en vis størrelse og har en vis investeringsvillighed for at tage vores brint-platform dertil. Enhederne er mindst 5,5 MW.

Så hvilke udfordringer ser du for jeres projekt?

Det er ikke bare en udfordring i relation til InnoMission 2, men i projektverdenen generelt: At der i den ene ende er rigtig mange projekter på omkring 5-10 millioner til en lille pilotreaktor og til undersøgelser, opgradering og perfektionering af den. Og så har vi byggeri af kæmpefabrikker helt ude i den anden ende. Dermed er der altså et gab i midten, hvor vi taler 10, 20 eller 30 MW, hvor man så skal koble det til slutbrugere, til SAF, til metanol eller til metan fra CO2. Så der er mangler nogle puljer til omkring 100-150 millioner til at demonstrere udvikling og implementering af stor-skala demonstrationsprojekter.

Vi vil rigtig gerne interagere med de andre projekter, lære af dem og vekselvirke med dem. Men næste trin, og det vil det sikkert også være for mange af de andre projekter, det er, at vi skal bygge en fabrik. Måske ikke en kæmpe fabrik, men en fabrik. Og så er vi på den anden side af 10 millioner, signifikant på den anden side af dem, som vi altså typisk får bevilget i mange af vores F&U projekter.

Læs mere om dette og andre projekter i MissionGreenFuels