MissionGreenFuels præsenterede for nylig de 12 projekter, der har fået støtte fra partnerskabets Pool 2. DaCES er en del af sekretariatet i MissionGreenFuels og understøtter 6 af disse projekter. Et af dem er projektet PowerLBG.
Af Julie Søgaard
Projektleder: Michael Kofoed, lektor, AU
Projekt: PowerLBG
På hvilken måde indgår dette projekt som brik i den grønne omstilling?
Projektet går ud på at få udnyttet noget CO2 fra biogasanlæg, der ofte ikke bliver udnyttet i dag, og så omdanne det ved hjælp af brint som vi producerer via elektricitet fra lokale vindmøller. Dermed kan man faktisk udnytte meget af den CO2, som vi i dag bare sender ud i atmosfæren, til at lave noget grønt brændstof.
Hvad er målet med projektet? Hvad er det, I gerne vil opnå i sidste ende?
Vi vil gerne udvikle teknologier, der kan producere flydende bionaturgas ud af den her grønne CO2-ressource. I processen til flydende biometan indgår forskellige teknologier, men kernen i projektet er vores metaniseringsteknologi, som er den biologiske metanisering, hvor vi smider brint ind i vores biogasreaktor og lader mikroorganismerne bruge brinten og herigennem reducere CO2‘en, så den bliver til metan. Rundt om denne teknologi har vi bygget proceskæden op, så vi kan få flydende bionaturgas ud af den.
Er der nogle af de andre projekter i Pool 2 eller 1, hvor du kan se nogle synergier med jeres projekt?
Ja, jeg har særlig bidt mærke i projektet H2-SAF, fordi noget af det, vi ved, er vigtig for prisen på LBG’en, er faktisk prisen på brint. Så deres projekt drejer sig måske om flybrændstoffer, men det her med at få billigere brint, det bliver simpelthen afgørende for, om PtX kommer til at virke eller ej fra vores synspunkt.
Kan du også se synergier på tværs af InnoMissionerne?
Helt sikkert, vores projekt lapper jo ind over til InnoMission 1, der har fokus på CCUS. Så det kunne lige så godt have været et CCUS-projekt, for det er jo Carbon Capture Utilization, eftersom vi fanger CO2‘en fra biogas-indlægget, og så netop bruger det til noget andet.