Af Lars Ottosen, professor og institutleder, AU, Lasse Rosendahl, professor og CEO, CORC og Anne Marie Damgaard, direktør, DaCES
For få år siden var Power-to-X (PtX) og Carbon Capture, Utilization, and Storage (CCUS) båret frem af monumentale mål, skyhøje forventninger og venturefinansieret optimisme. I dag er branchen gået ind i en fase med hård, pragmatisk realisme, og klimamål er erstattet af forsyningssikkerhed og forsvar.
Geopolitisk usikkerhed, høj inflation, stigende renter, flaskehalse i forsyningskæderne og regulatorisk kompleksitet har forsinket investeringsbeslutninger verden over. Alligevel er nødvendigheden af dekarbonisering og opbygningen af et robust forsyningssystem kun blevet større. Klimakrisen venter ikke, og derfor har vi brug for et langt mere realistisk blik på, hvad der faktisk skal til for at få PtX i skala.
Skal det lykkes, kræver det dog, at vi ser hele systemet samlet – herunder CCUS og CO₂ som afgørende byggesten for energi- og industriomstillingen.
For PtX handler ikke kun om elektrolyse og grøn brint. Det handler om, hvad vi bruger energien og molekylerne til bagefter. X’et bør forstås bredere: som e-fuels, ja, men også som kemikalier, materialer og andre højværdiprodukter, der kan reducere fossilt forbrug og styrke vores forsyningssikkerhed. Her bliver CCUS og adgang til CO₂ centrale, fordi kulstoffet er en nødvendig del af mange af de produkter, vi ønsker at fremstille i et klimaneutralt system.
Industri og forskning står sammen om at finde svar på PtX-udfordringer
På årets Aarhus PtX Symposium den 24.-25. juni, som AU, CORC og DaCES arrangerer sammen med AAU, Teknologisk Institut og IDA Energi, kaster vi netop et realistisk blik på PtX:
Hvad holder PtX tilbage? Hvad driver udviklingen fremad? Og hvor foregår de reelle projekter? Hvordan kommer vi videre? Her står industri og forskning sammen om at finde svar på de spørgsmål, der bør styre både investeringer, rammevilkår og forskningsprioriteter. Samtidig må vi insistere på, at man ikke kan tale om PtX uden også at tale om CCUS.
Hvis vi vil udvikle grønne brændstoffer, kemikalier og materialer i stor skala, er CO₂ ikke bare et problem, der skal væk – det er også en ressource, der skal bringes i spil på en klog og bæredygtig måde. Her spiller missionsdrevet forskning en nøglerolle. Forskningsinstitutioner er pionerer inden for næste generations katalysatorer, materialer og systemdesign og uddanner de kandidater, som skal drive udviklingen videre. Men samtidig kæmper branchen med at opbygge den massive og pålidelige infrastruktur, som kommerciel udrulning kræver.
Danmark skal være mere end en sandkasse
Et bæredygtigt kulstofkredsløb kan gøre PtX mere robust, styrke Europas industrielle handlefrihed og mindske afhængigheden af fossile ressourcer. CO₂ skal i nogle tilfælde lagres. I andre tilfælde skal den bruges. Begge dele bliver nødvendige, hvis omstillingen skal lykkes i praksis.
Det betyder også, at vi må tale ærligt om barriererne. Ud over teknologien er det et komplekst netværk af virkelige udfordringer, der holder kommerciel udrulning tilbage: Hvordan vi reducerer risikoen ved nye teknologier, så de kan integreres i projekter, der designes i dag; hvordan vi fremmer agil samskabelse mellem forskningspartnere og industri; og hvordan vi opbygger levedygtige business cases i en tid med høje kapitalomkostninger?
De stærkeste veje fra forskning til samfundseffekt opstår, når universiteter, virksomheder, myndigheder og investorer arbejder tæt sammen om fælles mål og deler både risiko, viden og retning.
Hvis Danmark vil være mere end en sandkasse for grønne pilotprojekter, er tiden inde til at skabe de rammer, der gør både PtX og CCUS til reelle motorer i den grønne omstilling til gavn for vores fælles fremtid.