VisBlue: Der er et stort og uindfriet potentiale derude

21. februar 2023

VisBlue leverer flowbatterier til boligselskaber, kommuner og virksomheder. Men der er stadig nyt land at vinde, både i Danmark og i udlandet, siger Søren Bødker, der er medejer og salgschef i virksomheden.

Af Mette Tolling

I batterivirksomheden VisBlue oplever de, at efterspørgslen på grønne løsninger er steget markant. Indtil videre har de leveret flowbatterier baseret på vanadium til boligselskaber og kommuner. På det seneste er industrien også begyndt at henvende sig, og det øger efterspørgslen. Men der er stadig masser af uudnyttet potentiale på danske tage, mener Søren Bødker:

Søren Bødker er medejer og salgschef i VisBlue. Foto: VisBlue.

”I mit hoved skal vi producere lokalt, lagre lokalt og forbruge lokalt. Vi har så meget areal på tagene. Hvorfor ikke udnytte det i stedet for at bruge naturområder. Jeg tænker på lagerbygninger, boligforeningstage, kommunetage, halbygninger. Der er rigtig mange kvadratmeter i Danmark, som er uudnyttede,” siger Søren Bødker.

Netop de lokale perspektiver er noget af det, der tiltaler kunderne. VisBlues batterier er ikke afhængig af bestemte strømkilder og kan derfor kobles til et lokalt solcelleanlæg på en kommunebygning.

Det går stærkt nu

Visblue er en spinout-virksomhed fra Aarhus Universitet og University of Porto. Siden grundlæggelse i 2014 – og med salget af det første kommercielle anlæg til Søborg i 2016 – er udviklingen i batterivirksomheden gået slag i slag. I dag har VisBlue 20 ansatte med flere på vej og står til at udvide produktionslokalerne i Aarhus, hvor deres flowbatterier bliver udviklet og produceret.

”Det går lidt stærkt lige nu,” kommenterer Søren Bødker på udviklingen og peger på flere effekter, der understøtter virksomheder som VisBlue, der tilbyder energiløsninger. Besparelser er selvfølgelig en motivationsfaktor for en del af kunderne, da de store flowbatterier gør det muligt lokalt at lagre energi, når den er billig.

”Men det handler også om, at den grønne omstilling er rykket nærmere. I lang tid har man fokuseret på grøn energiproduktion og nu er batteriet det næste naturlige skridt for kunderne,” siger Søren Bødker og fortsætter:

”Forsyningssikkerhed spiller naturligvis også ind. En del ønsker både forsyningssikkerhed og sikkerhed i økonomien. Dér er analysen hos mange, at de skiftende priser på el vil vare ved, og derfor er det en god investering at få et batteri.”

Flowbatteri. Illustration: VisBlue

Nye markeder i udlandet

Men på den lange bane bliver det danske marked mættet. VisBlues batterier holder i op til 20 år, så derfor er det vigtigt hele tiden at holde sig orienteret mod nye markeder.

VisBlue har fået flere henvendelser fra udlandet, og er nu gået i gang med at afsøge, hvilke markeder i Europa der er mest at hente i. Søren Bødker kigger på flere faktorer: Energiproduktion, købekraft og efterspørgsel på grønne produkter. I Danmark er den grønne bevidsthed højt på agendaen. Det er den ikke nødvendigvis i alle europæiske lande.

”Vi er i gang med at finde ud af, hvad udlandet efterspørger, fordi vi ikke kun sælger batterier, vi rådgiver også. Så når de ringer til os, så skal vi også kende deres problemstillinger og vide, hvad vi kan byde ind med,” siger han.

Rabarbersaft i kikkerten

To ud af de fire grundlæggere af VisBlue kommer fra universitetet. Professor Anders Bentien er ansat fuldtid på Aarhus Universitet. For VisBlue betyder det, at der er et tæt samarbejde med universiteterne. Et eksempel på et samarbejde med AU og flere danske universiteter er et projekt, som undersøger, hvordan væsken til batteriet kan baseres på organisk materiale i stedet for uorganisk, som det er nu.

Hos VisBlue har de navngivet væsken rabarbersaft. For væsken man arbejder på, baserer sig på stoffer fra rabarber.

”Vi skal finde nogen, der kan hjælpe os med at udvikle på det. Der håber vi, at vi kan finde samarbejdspartnere hos DaCES,” slutter Søren Bødker.

Søren Bødker er taler på Danish Battery Summit 2023 den 2. marts.

Tilmeld dig Danish Battery Summit