I december 2024 fylder DaCES 4 år. Vi har bedt medstifter af DaCES, professor og institutdirektør Søren Linderoth, om at fortælle om baggrunden for etableringen af DaCES og hvilken rolle DaCES spiller i den grønne omstilling nu og fremover.
Af Julie Søgaard
Professor og institutdirektør Søren Linderoth kunne for nylig fejre 40-års jubilæum i statens tjeneste. I alle årene har han arbejdet med grøn omstilling, hvor langt de fleste år har været på DTU.
Og det er nu 4 år siden, at han var med til at stifte DaCES.
”I 2016, i forbindelse med temagruppen om bæredygtig produktion i regi af ATV, foreslog jeg, at der blev en indsats inden for energilagring. Med en masse sol og vind i energisystemet, bliver energilagring meget vigtigt. Så det blev et fokusområde i ATV,” fortæller Søren Linderoth.
Temagruppen i ATV arrangerede en række gå-hjem-møder om blandt andet batterier, brint og termisk lagring, der tiltrak op mod 100 deltagere hver gang. Det var længe før, at ordet Power-to-X blev brugt af alle.
”Det var faktisk helt vildt. Det var gratis at deltage, og der var altid kaffe, vin og brød – men det var bestemt ikke derfor, deltagerne kom. Mange kom langvejs fra. De kom for at få netværk, inspiration og høre oplæg fra universiteter og virksomheder,” husker Søren Linderoth.
Der var altså åbenlyst brug for et sted, hvor universiteter, GTS’er og den forskningsrettede industri kunne mødes på tværs og sammen gøre energilagring og -konvertering til en dansk styrkeposition.
Så efter grundigt benarbejde fra Søren Linderoth (DTU), Hans Aage Hjuler (dengang Danish Power Systems), Anker Degn Jensen (DTU) og Dorthe Brander Pedersen (ATV) og andre gode folk i ATV og fra industri og vidensinstitutioner, blev DaCES stiftet i december 2020 med økonomisk støtte fra Industriens Fond.
Søren Linderoth blev en del af styregruppen, der også talte andre førende forskere og centrale energilagringsaktører fra virksomheder som fx Topsøe og Vestas, hvilket han sammen med den økonomiske støtte betegner som en stor succes.
Kort efter blev sekretariatet etableret med Anne Marie Damgaard i spidsen.
Og tiden, der er gået siden DaCES blev stiftet, betegner Søren Linderoth ligeledes som en succes.
”Siden dengang har vi jo etableret arbejdsgrupperne inden for Power-to-X, batterier, termisk energilagring, systemintegration og uddannelse. Det er helt fantastisk. Det er her man mødes, diskuterer, udveksler viden, hjælper hinanden og udfordrer hinanden,” siger Søren Linderoth.
Han har selv deltaget i DaCES Arbejdsgruppe for termisk energilagring og deltager nu i Arbejdsgruppen for batterier, som repræsentant for DaCES styregruppe.
”Men jeg deltager også, fordi jeg synes, det er meget inspirerende. Både at høre hvad industrien har af udfordringer, og hvad forskning kan gøre med det,” siger han og fortsætter:
”Ambitionen er, at vi arbejder sammen, fordi vi alle sammen har nogle styrker, og så behøver man ikke at prøve at opfinde det, som andre allerede er stærkere i. Danmark er et lille land, hvor vi skal forstå at arbejde godt og effektivt sammen for at nå vores fælles mål. Det kan vi, og det skal vi – for at kunne være en vigtig spiller i den nødvendige, grønne omstilling.”
Det er ifølge Søren Linderoth ikke blot vigtigt, at vi i Danmark er gode til energilagring og -konvertering, men også at vi har en helhedsorienteret tilgang, hvor der tages hensyn til ikke blot de teknologiske udfordringer og fremskridt.
”Men også hvordan det influerer på samfundet og naturen, hvor materialerne kommer fra, og hvor der hele tiden skabes et overblik over situation og planerne for Danmark, Europa og Verden. Verden ændrer sig, og vi skal hjælpe med at sikre en bedre verden, end den der er nu,” siger han.
Når man som Søren Linderoth har været med i mange år, ser man hvordan nogle teknologier og fokusområder bevæger sig i cyklusser med opgangstider og nedgangstider.
”På kort sigt, så har den noget naive tilgang til at bygge store brintanlæg fået et skud for boven. Men ikke uventet. Teknologierne er ikke helt klar (for dyre), så selv om opskaleringen skal ske hurtigt, skal det også ske i passende trin, hvor der læres og hvor læringen bruges til at sætte nødvendig forskning i gang, sammen med næste opskalerings-initiativ,” siger han.
Søren Linderoth mener, at det derfor gælder om at have det lange lys på og fortsætte arbejdet med teknologierne. For selvfølgelig kan vi blive klogere hen ad vejen og finde ud af, at det var en dårlig idé, men andre gange skal vi holde fast og løbende evaluere, om det er en teknologi, vi har brug for om 5-10 år eller mere. For det tager lang tid at udvikle tingene, understreger han.
Og her spiller en organisation som DaCES en vigtig rolle.
”For at kunne gøre det, skal man have en masse viden. Man skal have dialog. Vi skal have virksomhederne ind, og vi skal have forskere med forskellige fagligheder ind,” siger Søren Linderoth.
Han vurderer, at netop et sådant samarbejde er kritisk for at tage nogle gode beslutninger. Og her kan en aktør som DaCES være med til at skabe et samlet og detaljeret overblik.
”Den grønne omstilling skal og vil ske i Danmark, Europa og verden. I min levetid er forbrug af fossile brændsler eksploderet. Det har gjort os rige at kunne benytte den energi, som naturen har brugt millioner af år på at skabe. Den er trods alt begrænset, og skal erstattes – men allerede nu har det skabt pludselige klimaforandringer på grund af frigørelsen af CO2 fra fossilerne,” siger Søren Linderoth og fortsætter:
”I al beskedenhed så kan DaCES være en meget vigtig brik i udførelsen af den grønne omstilling (eller måske snarere revolution) – ved at viden fra alle parter – herunder vidensinstitutioner, virksomheder og myndigheder – anvendes og udvikles så effektivt som muligt. Det er mit håb.”