Vestas: DaCES giver indblik i og overblik over udviklingen inden for energilagring

1. maj 2025

Vindmøllegiganten Vestas er en af de store virksomheder, som i sin tid var med til at stifte DaCES. Siden slutningen af 2023 er det Anders Hjarnø Jørgensen, som har været Vestas’ repræsentant i styregruppen og i 2024 blev han også valgt til DaCES’ bestyrelse.

Af Julie Søgaard

Anders Hjarnø Jørgensen er til daglig Vice President og Product Owner for Plant & Energy Solutions, R&D, Vestas Technology & Operations. Han ser DaCES som stedet, man går hen, hvis man vil have et indblik i og overblik over udviklingen inden for energilagring. For udover vindmøller leverer Vestas en samlet løsning kaldet ’renewable power plants’ til sine kunder.

Anders Hjarnø Jørgensen er Vice President og Product Owner for Plant & Energy Solutions, R&D, Vestas Technology & Operations. Foto: Vestas

For Vestas handler det om at være dygtig til at integrere de teknologier, som kunderne har behov for, ind i disse renewable power plants. Og her er energilagring noget af det, de har fokus på,” siger Anders Hjarnø Jørgensen.

Han peger på, at det derfor er væsentligt for Vestas at vide, hvordan man integrerer forskellige former for energilagring. Og nogle af svarene kan Vestas få gennem DaCES.

”En rigtig stor del af den løsning er selvfølgelig vindmøller. Men vi integrerer også med elnettet og leverer de løsninger, der skal til i den forbindelse. Vi hjælper desuden kunderne med at værdioptimere og drifte anlæggene,” siger Anders Hjarnø Jørgensen.

Han forventer dog ikke, at Vestas selv kommer til at producere energilagringsteknologier.

”Nu er det jo svært at spå om fremtiden, men jeg ser ikke for mig, at Vestas bliver en batteriproducent. Og jeg ser heller ikke for mig, at Vestas kommer til at købe battericeller og installere dem i battericontainere,” siger Anders Hjarnø Jørgensen og fortsætter:

”Men integrationen af dem og forståelsen af, hvordan det skaber værdi samt hjælpe kunden med at optimere den værditilvækst. Det er noget, vi har meget fokus på.”

Det samme gælder andre typer af energilagringsteknologier som fx varmelagring og smeltet salt, hvilket Vestas’ kunder også har fokus på.

Kan prøve sin idéer af i DaCES

Udover at danne sig et overblik over energiteknologier og hvilken retning de går, er DaCES ifølge Anders Hjarnø Jørgensen også et sted, hvor man kan prøve nogle idéer af uden at belemre sine kunder med noget, som viser sig ikke at have gang på jord.

”Man kan prøve sine idéer af i et næsten lukket miljø, hvor der er nogle eksperter, der kan give noget kvalificeret feedback og sparring. Og så kan man derefter overveje, om det var en god idé, eller måske en mindre god idé,” siger han.

Illustration af Vestas’ renewable power plants. Kilde: Vestas

Som en stor dansk virksomhed på det globale marked, har Vestas som de fleste andre naturligvis opdaget, at USA har fået en ny præsident, der ikke ligefrem er begejstret for vedvarende energi og især havvindmøller.

Men global uro og usikkerheder er ikke nyt for Vestas, lyder det fra Anders Hjarnø Jørgensen.

”Lige nu snakker vi jo om usikkerheder på baggrund af administrationen i det hvide hus. Før det snakkede vi om usikkerheder på baggrund af krigen i Ukraine og stigende renteniveauer, og før det forsyningskæder og et skib på tværs i Suezkanalen. Så den her branche er påvirket af ydre omstændigheder hele tiden,” siger han.

Anders Hjarnø Jørgensen mener derfor, at man skal passe på med at gøre den nuværende usikkerhed til noget unikt. For når den ene går væk, kommer der bare en ny.