FOM Technologies leder efter de gode titler på vejen til vækst

8. juni 2023

FOM Technologies er en videnstung virksomhed, der udvikler højt avanceret udstyr, som anvendes inden for materialeforskning. Det er særligt ansatte med gode titler og kompetencer, som FOM Technologies leder efter i deres vej mod vækst.  

 Af Mette Tolling

FOM Technologies er strøget ind i 2023 med solide tal på bundlinjen og nye ansatte kommet til i en lind strøm. Med bl.a. syv ph.d.’er og otte specialister har FOM Technologies sikret sig den nødvendige videnskapital til at fortsætte den opadgående kurve. 

Michael Stadi er adm. direktør i FOM Technologies. Foto: FOM Technologies.

”Det er ikke helt for sjov, når vi siger, at vi samler på dem med titler og kompetencer. Inden for materialeforskning er der stort fokus på uddannelsesmæssig baggrund og kompetencer. Især er ph.d. en titel, der vækker anerkendelse på den internationale bane. Derfor forsøger vi at få dygtige medarbejdere med gode titler og uddannelser med på vores hold,” siger Michael Stadi, der er adm. direktør i FOM Technologies. 

”Vi vil gerne tale det sprog, vores kunder taler,” fortsætter han. ”Vi har erfaring med, at de kan give god sparring , de ved, hvordan vores kunder arbejder, og de kender til de udfordringer, kunderne står med. Så det er klart et stort fokus for os.” 

En yderligere forklaring på, hvorfor FOM Technologies prioriterer at tiltrække netop disse medarbejdere, er, at det netop er akademiske kompetencer på højt niveau, der efterspørges i  de nationale, europæiske og internationale projekter, som virksomheden indgår i med ekstern finansiering. 

 Øger virkningsgraden

De teknologiske grundsten, FOM Technologies bygger på, er slot-die coating – en teknologi der skaber materialer i ultratynde, ensartede lag, hvilket optimerer materialets funktion. Teknologien blev allerede opfundet i 1952 og blev blot anvendt i store procesanlæg, da den var meget dyr. FOM Technologies anvender i dag teknologien til mindre enheder og har valgt at fokusere på coating til solceller og til energilagring. 

”Der foregår et globalt kapløb om, hvor effektivt man kan lave fremtidens solceller. Tanken er, at hvis man coater solcellerne med tynde, ensartede lag, som øger optagelsen og effekten af solens stråler, så vil de fleste solcellevirksomheder kunne øge virkningsgraden,” forklarer Michael Stadi. 

Samme koncept gælder for energilagring – både inden for brændselsceller, batterier og Power-to-X. Med coating-teknologien forskes der i at gøre lagring af energi både mere effektiv og til at vare længere. Dertil kan coating-teknologien også være med til at løse problematikken med de sjældne jordarters metaller, som anvendes i batterierne. 

”Det er nogle af de områder, vores udstyr anvendes inden for. Teknologien kan også anvendes inden for andre områder af materialeforskning. Vi har valgt energilagring og energiproduktion som vores fokus, da vi vurderer, at de udgør megatrends inden for alternativ energi i de næste årtier,” kommenterer Michael Stadi. 

 Teamer op om fælles interesser 

I DaCES-sammenhæng er det FOM Technologies ambition at styrke netværket med andre danske aktører, dele viden og finde mulige kunder og partnere. Da virksomheden i sin tid startede med to mand  som en spinout fra DTU Risø, var der ikke et hjemmemarked for teknologien. Et billede, der med tiden har ændret sig og flere danske partnere og kunder er kommet til. 

”Jeg synes, det er en god ide, at man teamer op dér, hvor man har fælles interesser. Vi skal være gode til at dele vores viden og prøve at tænke på, hvordan vi sammen kan erobre verden i stedet for at sidde på hver vores lille myretue. Samarbejde, udveksling af erfaring og foreningsaktiviteter er noget af det, vi har været gode til i Danmark, og det skal vi bygge videre på,” siger Michael Stadi. 

 Børsnotering giver troværdighed

I 2020 gik FOM Technologies på børsen på Nasdaq First North. Michael Stadi, der selv har en finansiel økonomisk baggrund, så børsnotering som en mulighed for at skaffe kapital til virksomheden uden at gøre sig afhængig af kapitalfonde.  

Ud over kapitalspørgsmålet er en børsnotering for en mindre virksomhed som FOM Technologies også et kvalitetsstempel, vurderer Michael Stadi.  

”Vi har vurderet at en børsnotering øger vores troværdighed. Specielt fordi man i den vestlige verden godt kender begrebet Nasdaq, der er en børsplatform med virksomheder, som er underlagt regler, compliance, revisioner og en lang række formalia. Vi kvantificerer vores forretning og kan sige, at vi driver en mindre, men professionelt drevet virksomhed, som er vejet og vurderet tung nok til at være på en handelsplatform.” 

FOM Technologies har et mål i 2023 om at rykke op i hierarkiet for børsnoterede selskaber ved at arbejde mod en notering på Nasdaq Main Market – Small Cap i 2023.